Dådyr ved Wedellsborg
Af Bent Christensen
d. 21 oktober 2019
Dådyr ved Wedellsborg.
Efter i mange år ikke at have været ved Wedellsborg, besluttede vi os for at køre til Husby for at se kirken. Denne var dog ikke åben, så det blev til en tur rundt på kirkegården, hvor vi blandt andet så familiegravstedet for slægten af Lensbaronerne fra Wedellsborg.
Derefter kørte vi de 3 km til Wedellsborg for at gå en tur rundt i skoven. Man skal parkere på en lille parkeringdsplads ud til Tybringvej, og derfra er der godt en halv km til man når avlsbygningerne. Her kan man gå af en vej til venstre som fører ud til Rørdam og Bodilsdræt og ud ved sydkysten af Wedellsborg Hoved kan man se resterne af Bodilshavn.
Går man derimod til højre i stedet for, kommer man ind i skoven som har navnet Lystskov. Her er kilometervis af veje og stier som man gerne må benytte fra kl. 6.00 til solnedgang, undtaget når der er jagt, hvilket er markeret med røde skilte.
Allerede på det første stykke fra parkeringspladsen kunne vi nyde dådyrhannernes brølen inde i skoven langs vejen, og lidt længere fremme kunne vi se nogle af dyrene inde mellem træerne. Men først da vi kom ind i selve skoven åbenbarede sig et syn man sent vil glemme, her gik og lå der et utal af dådyr, både hanner, hinder og rigtig mange kalve.
Under nogle træer stod 2 hanner overfor hinanden og kæmpede om hindernes gunst ved skiftevis at brøle mod hinanden. Dette stod på nogle minutter, hvorefter de vendte ryggen til den anden uden kamp.
Wedellsborg https://wefri.dk/
Billedgalleriet herunder viser nogle af billederne som jeg tog af dyrene og skoven.
.