Billedgalleri af efterårsskovene på Vestfyn
Billedgalleri af efterårsskovene på Vestfyn. Lige nu er det et fantastisk farvespil der udspiller sig i skovene, med mange forskellige nuancer fra grøn over brune, gule, røde og mange andre farver. Stier og skovveje er dækket af nedfalden løv fra de forskellige træsorter. De tre mest fremherskende er bøg, eg og ahorn, hvor løvet er rødbrunt for bøg og egs vedkommende og ahornløvet har en mere gulligt nuance.
Det giver mange oplevelser at gå en tur rundt i skoven, hvor der for hver gang er noget nyt at få øje på. Man skal holde sig til de større skovveje og stier når man færdes i skoven, for ikke at forstyrre vildtet unødigt. Hvis man er nogenlunde stille kan man være heldig at opleve fasaner og rå- eller dåvildt, ligeledes er der flere steder mulighed for at se rovfugle som musvåge, høg og ved Brahesborg endda en havørn. I søerne ved Krengerup og Brahesborg er der ligeledes mange ænder og gæs.
Nedenstående billedgalleri består af billeder fra skovene ved Krengerup, Lyst- og Smedeskov ved Brahesborg og Kobbel- og Teglskoven ved Hagenskov. Billederne viser partier af skovene, svampe og andre frugter som findes i stort antal i en efterårsskov.